Fritlægning

Fritlægning

Fritlægning er det modsatte af resten af huset: her laves der ikke noget nyt. Produktets egne pixels kommer ud, præcis som de kom ind, og alt arbejdet ligger i masken, baggrunden, lærredet og skyggen. Ingen model rører produktet, og der er ingen pris, fordi der ikke er noget kald: det hele sker i din browser.

Metoden er en oversvømmelse fra billedets rand. Randens farve tages som baggrund, og derfra bredes der ud til alle naboer, der ligner den nok. Det rammer den situation, værktøjet findes for, nemlig et produkt fotograferet mod en ren eller svagt gradueret studiebaggrund, og det rammer den uden en model på fyrre megabyte og uden at sende kundens billeder ud af huset.

Den kan ikke skille motiv fra baggrund på et billede taget i en butik eller udendørs. Det er en reel grænse og ikke en fejl. Styrken bestemmer, hvor meget en pixel må afvige fra baggrunden, før den regnes som baggrund, og «Automatisk» måler det på billedet selv: randen er baggrund, og hvor meget randen varierer, er netop dét, tolerancen skal dække. En ren hvid bund giver et lavt tal, et gradueret sweep et højere. Det betyder mere, end det lyder som. Seks Robot Trolley-billeder kom igennem på den faste «Normal», og på det ene blev mastens lyse metalplade ædt: pladen er 220 mod en bund på 255, altså femogtredive fra hinanden, og «Normal» fjerner alt inden for otteogtredive. Målt på billedet blev tolerancen tolv, og pladen overlevede. Er produktet stadig for tæt på bunden i farve, er svaret ikke en anden tolerance, men den præcise motor: se afsnittet om de to motorer.

Der sker to ting ved kanten. Hullerne inde i produktet, mellem to bælter eller inde i et håndtag, er baggrund, som oversvømmelsen aldrig når udefra, og de kan åbnes for sig. Og kanten renses: en halvgennemsigtig kantpixel har baggrundens farve blandet ind i sig, og den lyser som en hvid kant, i samme øjeblik produktet lægges på noget mørkt. Den blanding kan regnes ud igen, og det bliver den, i en smal stribe langs kanten. Det er det eneste sted, produktets egne farver bliver rørt.

Kanten regnes igennem, når «Regn kanten igennem» er slået til, og det er den fra start. En kantpixel er en blanding af produkt og baggrund, og af de tre størrelser i blandingen kender værktøjet de to: farven, der står i billedet, og baggrunden, der er målt på randen. Produktets egen farve tages fra de sikre produktpixels lige ved siden af, og så er blandingsforholdet det eneste ubekendte. Er produktet næsten samme farve som bunden, er regnestykket usikkert, og så bliver den gamle værdi stående frem for at blive gættet. Målt mod fotografens egne masker på seks Robot Trolley-billeder faldt den gennemsnitlige afvigelse fra 0,15 til 0,04 på den ene platform og fra 0,16 til 0,07 på den anden, altså dér hvor kanten er lang og blød.

To motorer

Den hurtige motor er husets egen oversvømmelse fra randen. Den kræver ikke login, koster ingenting og er øjeblikkelig. Den præcise sender billedet til BiRefNet hos en udbyder og får en maske tilbage. Den kan det, en oversvømmelse ikke kan: en baggrund, der ikke er ensfarvet, et net, et tyndt kabel, en refleks i glas, og lyse flader på et mørkt produkt.

Begge er målt på de samme seks Robot Trolley-billeder mod fotografens egne masker, pixel for pixel. På et rent studieskud med hårde kanter, altså de to platforme, er den hurtige en anelse bedre, og der er ikke noget at hente. På de fire bæltevogne vinder den præcise, og mest dér hvor det gør ondt: på RT1500RS falder den gennemsnitlige afvigelse fra 2,66 til 0,35, altså en faktor otte.

Forskellen er ikke en tolerance, der er sat forkert. RT1500RS har et hvidt betjeningspanel, som er lige så lyst som studiebunden, og oversvømmelsen åbner det som et hul i maskinen. Ingen indstilling redder det: slår du hullerne fra, bliver mellemrummet mellem bælterne hvidt i stedet. Den præcise motor ved, at et panel er en del af en maskine.

Kun masken rejser. Værktøjet beder udbyderen om et sort-hvidt billede og ikke om et fritlagt produkt, og produktets egne pixels bliver i browseren hele vejen. Billedet, der sendes, er skaleret ned til 2048 pixels på den lange led, fordi modellen alligevel regner i den størrelse; masken skaleres op igen her, og filen, du får, har billedets egen opløsning.

Den præcise motor kræver login og adgang og koster under en halv øre pr. billede: udbyderen fakturerer pr. beregningssekund, og seks billeder på 3000 × 2000 tog omkring halvandet minut i alt. Hvert kald skrives i forbrugsloggen med tid, pris, filnavn og udbyderens eget id, så en regning kan stilles op mod et billede. Et kald, der fejler, logges med nul og bliver ikke faktureret. Går udbyderen i stå, prøver værktøjet igen et par gange, før det giver op.

Behold den hurtige som forvalg. Skift til den præcise, når produktet har lyse flader, et net, et kabel eller en bund, der ikke er ren, og når fritlægningen fra den hurtige skal rettes i hånden bagefter. Motoren er et valg pr. kørsel, ikke en indstilling, der skal huskes: masken laves om, når du skifter, og alt det andet, altså bund, lærred, luft og skygge, bliver som det er.

Under resultatet er der to knapper: send til miljøbillede og send til komprimering. Den sidste er den, et fritlagt produkt som regel skal igennem, og pakkerne dér ved, hvad de har med at gøre: Web-pakken beholder gennemsigtigheden gennem alle fire bredder, mens SoMe, nyhedsbrev og tryk lægger produktet på hvidt, fordi JPEG ikke har en alfakanal. Se afsnittet om pakker i kapitlet om komprimering.

Forvalgene

Der er fem færdige. «Gennemsigtigt produkt» er produktet alene, og det er det aktiv, de andre værktøjer skal have: de lægger selv en baggrund på. «Ren hvid» er webshoppens standard, «Premium studie» en lys neutral bund med en blød skygge, «Markedsplads» hvidt med god luft omkring og ingen effekter, og «Ensartet katalog» en hel serie på et fælles lærred med en fælles gulvlinje.

Skygge og lærred

Skyggen tegnes af masken og ikke af en model: en silhuet, trykket flad, flyttet efter vinkel og afstand og sløret. Det betyder, at det er den samme skygge hver gang, og det er dét, et katalog har brug for. Og det betyder, at den kan slås fra uden at fritlægge produktet igen. Det samme gælder baggrunden, lærredet og luften: laver du en af dem om, bliver masken, som den er.

Lærredet kan være billedets eget, 1:1, 4:5, 16:9 eller dit eget mål. «Som billedet» er den, der lader alt være: produktet bliver liggende, hvor det lå, i den størrelse det havde, og det er sådan et gennemsigtigt aktiv kommer ud 1:1 med originalen. På alle andre lærreder placeres produktet med den luft og den placering, du vælger, og «på en gulvlinje» stiller en hel serie på det samme gulv.

Størrelse på tværs af en serie

At fylde rammen ud er rigtigt, når produkterne faktisk er lige store, og forkert i samme øjeblik de ikke er: en maskine på tre meter og en på halvfjerds centimeter kommer ud i samme størrelse. Derfor kan størrelsen også komme fra målene. Skriv hvert produkts rigtige længde, så sætter den længste skalaen for resten, eller vælg ét produkt som 100 og giv de andre et tal i forhold til det. Et tomt felt betyder ukendt, og så fylder det produkt rammen ud som før. Der bliver aldrig gættet et mål ud af pixlerne og præsenteret som et rigtigt mål.

Kontrollen

Hvert resultat bærer et tal og, hvor der er noget at sige, en note: produktet rører billedets kant, der blev næsten ikke fjernet noget, der er lille forskel på produkt og baggrund, kanten er i høj grad halvgennemsigtig. Kontrollen retter ingenting. Den peger på de billeder, et menneske skal se på, og det er hele dens opgave: en fritlægning, der er gået galt, er svær at få øje på i et gitter med fyrre miniaturer og nem at få øje på, når der står hvorfor.

Tallet er ikke en dom fra en model, for der er ingen model. Det er en regning på de samme tal, som noterne står på, og sådan skal det læses. Slå «Vis masken» til for at se, hvad der faktisk skete: hvid er behold, sort er fjern, grå er delvist gennemsigtig. På det færdige billede kan man ikke se forskel på en kant, der er skåret rigtigt, og en, der er ædt.

Ret fritlægningen

Når kontrollen, eller dit eget øje, finder et sted, der er galt, tryk «Ret» på kortet. Du får fritlægningen på ternet bund og tegner en ramme om det sted, der ikke er i orden. «Fjern her» er til et stykke baggrund, der blev hængende; «Behold her» er til et stykke produkt, der forsvandt. Du kan tegne flere rammer, og de må gerne være af begge slags i samme kørsel.

«Kør igen» spørger ikke motoren igen. Inde i hver ramme regner værktøjet ud, hvad bunden ser ud som lige dér, ud fra de pixels omkring, der allerede blev fjernet. Derfra gør den to ting: den følger bunden ind fra kanten, så en hvid rand langs et bælte bliver taget hele vejen ned, og den ser efter lukkede felter inde i produktet, som ikke hænger sammen med noget. En lys flade midt på produktet kan den ikke nå, og det er netop dét, der gør, at rammen må dække en del af produktet uden at æde det. En «behold»-ramme gør det modsatte: den giver det tilbage, der ikke ligner den bund, masken blev bygget på. På de seks Robot Trolley-billeder tog rettelsen 98 til 99 procent af den bund, der hang ved i rammen, uden at røre en eneste mørk pixel af produktet. Det koster ingenting og tager ingen tid: masken ligger allerede i browseren. Skete der ingenting, står det, og en større ramme eller den anden slags er det næste at prøve.