AutoCUT

Fra en bunke råklip til en færdig film

AutoCUT tager det, kameraet kom hjem med, og giver en film. Du lægger klippene ind, skriver hvad filmen skal opnå, godkender drejebogen, og filmen bliver skrevet. Det er ikke en automat: alt, hvad instruktøren foreslår, kan du rette, før der bliver renderet et eneste billede.

Fem trin nedad på siden. Læg klippene ind, se hvad der er, sig hvad filmen skal, godkend drejebogen, og skriv den. Du kan gå tilbage og rette hvad som helst undervejs: kun selve gennemgangen af klippene koster tid, og den bliver kun lavet én gang.

Klippene bliver hverken lagt op eller hentet hjem. Instruktøren får et indeks over, hvad der findes, altså længder, mål og ord. Ikke ét eneste billede forlader maskinen, og derfor kan der heller ikke blive tegnet om på produktet.

Læg klippene ind

Træk hele mappen ind, eller vælg filerne. MP4, MOV, WebM, MKV og AVI, alt hvad browseren kan afkode, og der er ingen grænse på filstørrelsen: fjorten råklip i 4K på tre og en halv gigabyte er et helt almindeligt udgangspunkt.

Tryk «Gennemgå klippene». Hver fil bliver læst igennem én gang, og undervejs bliver den delt op i shots og målt på skarphed, lys, ro, bevægelse og hvor motivet står. Regn med et halvt minut for hvert minuts video på en almindelig maskine. Fejler én fil, kører resten videre.

Et råklip er sjældent ét brugbart shot. Klippene bliver delt, hvor der er klippet i dem, og et langt klip uden et eneste klip bliver delt i stykker alligevel: ellers kan det gode sekund midt i det ikke vælges.

Shotbiblioteket

Hvert shot står med sit eget billede, filens navn, stedet i klippet og fire målinger. «Teknik» er skarphed, lys og ro lagt sammen. «Komposition» er, hvor motivet står i rammen. «Handling» er, hvor meget der sker, og den topper ved noget, der bevæger sig roligt, ikke ved noget, der rykker. «Unik» er, hvor lidt shottet ligner de andre.

Tre mærker er dine: «Hero» er filmens vigtigste billede, «Skal med» kommer med uanset hvad, og «Aldrig» bliver ikke brugt, uanset hvad instruktøren foreslår. Dine mærker slår både tallene og modellen.

Klik på et billede for at se klippet. Det kører i en sløjfe mellem ind og ud, så du ser præcis det stykke, filmen vil bruge. Ind og ud kan sættes med tal eller ved at spole hen til stedet og trykke «sæt ind her».

Øverst står det, materialet mangler: intet nærbillede, intet totalbillede, intet fast kamera. Det er værd at læse, mens du stadig kan nå at filme mere.

Sig, hvad filmen skal

Briefen er fem bokse: filmen, formaterne, hvordan den ser ud, sprogene og lyden. De husker selv, om de er foldet ud, og mærket i hovedet siger, hvad der er valgt, så en lukket boks stadig kan læses. Vælg filmtype, længde, tempo og formater, og skriv i et par linjer, hvad filmen skal opnå. Skriv det, du ville sige til en klipper. Instruktøren bruger det til at vælge rækkefølgen, og den finder aldrig selv på tal, mål eller påstande om produktet.

Filmtypen er ikke pynt. Den bestemmer buen, hvor længe et klip må stå, og hvilke overgange der hører til. «Industrial Power» klipper hårdt og kort, «Cinematic» lader billederne stå, og «Social Reel» åbner med det stærkeste, den har.

Vælger du et format, der ikke har kildens eget forhold, kommer der en linje, hvor du kan sætte udsnittet: følg motivet, eller hold det fast i venstre, midten eller højre. Der bliver aldrig zoomet ind, så et 16:9-materiale i 16:9 bliver ikke rørt.

Godkend drejebogen

Tryk «Lav drejebogen». Hvert taktslag står med det shot, der er valgt, og en linje om hvorfor. Shot, længde, overgang, bevægelse og tekst kan rettes, og du kan lave hele drejebogen om, til den er, som du vil have den.

Den skal godkendes med vilje. Et værktøj, der klipper en film og afleverer den, er en sort boks, og en sort boks bliver ikke brugt to gange. Her kan du se, hvad der blev valgt, og hvorfor.

Står der «Regnet ud i browseren», svarede instruktøren ikke, og drejebogen er lavet af scorer og variation i stedet. Den er lige så brugbar, den er bare mindre opfindsom. Filmen kan skrives enten vej.

Overgange, tekster og ender

Overgangene kan følge filmtypen, være hårde klip hele vejen, eller tone blødt over. Det første klip toner altid ind: en film, der begynder med et hårdt klip fra ingenting, begynder brat.

Teksterne på billederne kan slås helt fra. Så kører filmen på billederne alene, og det er tit den stærkeste. Åbningskortet og slutkortet har deres egne tekster og bliver ikke rørt.

Du kan tone op fra sort og ud til sort, åbne på et kort med en overskrift, der står på helt sort og toner over i filmen, og slutte på et kort med dit logo, en tekst og opfordringen. Logoet bliver aldrig tegnet om: der bliver kun sat position, størrelse og indtoning på den fil, du lægger op.

Musik og lyd fra klippene

To kilder, og de gør hver sit. Musikken bærer filmen og står højest. Lyden fra klippene, altså motoren, bæltet og hjulene mod underlaget, er det, der gør, at maskinen findes: en produktfilm med musik alene ser ud som en animation, også når den er optaget.

Læg et musiknummer op, og sæt de to styrker. Musikkens styrke er et mål og ikke en ganger: nummeret bliver målt på det stykke, der kommer med, og lagt på det udslag, skyderen siger. Derfor betyder skyderen det samme fra film til film, og et stille nummer bliver ikke ved med at være stille. Lyden fra klippene bliver ikke målt op på samme måde, for to klip med forskellig afstand til maskinen skal lyde forskelligt. Er nummeret kortere end filmen, bliver det sagt med det samme, for resten bliver stille. Hvert stykke lyd fra et klip får en kort ind- og udtoning, så et klip ikke knækker, og til sidst bliver det hele holdt under fuldt udslag med den samme faktor, så dit forhold mellem musik og maskine holder.

Under musikkens styrke ligger «Musikken toner ud». Sæt den, og musikken trækker sig over de sidste sekunder, mens lyden fra klippene bliver ved. Det er dét, der får et slutkort til at lande: billedet slutter, og maskinen er det sidste, man hører. Hele filmen bliver tonet ud i forvejen, så den her er et valg og ikke en mangel, og der bliver aldrig tonet over mere end halvdelen af filmen.

Et klip, der bliver kørt i slowmotion, får ingen lyd. Den ville enten falde i tonehøjde eller løbe fra billedet, og begge dele lyder som en fejl, hvor stilhed under ét klip ikke gør.

Skriv filmen

«Se den» skriver en hurtig forhåndsvisning i 540 linjer og kun i det første format. «Skriv filmen» skriver den færdige fil i den højde, du vælger ved knappen: 1080, 1440 eller 2160. Er råklippene 4K, er der ingen grund til at smide de pixels væk, hvis filmen skal på en messeskærm. Under hver færdig fil står målene og om der er lyd, så en forhåndsvisning ikke kan forveksles med den færdige.

Vælger du flere sprog, får du en film pr. sprog. Det er den samme klipning, den samme lyd og de samme tider, hvor kun bogstaverne skifter, så det koster én oversættelse pr. sprog og ikke en ny klipning. Produktnavne, modelnumre og adresser bliver ikke oversat.

Den færdige film bliver skrevet i den høje kvalitet. Den bliver kodet om én gang, og bliver den kodet for hårdt, kan det ikke laves om uden at køre det hele igennem igen.

Gem projektet

Gennemgangen er den dyre del, og den skal ikke laves om, fordi du genindlæser siden. Gem projektet, så bliver shots, målinger, mærker, miniaturer, brief og drejebog husket.

Klippene bliver ikke gemt. De bliver liggende på din maskine, hvor de er, og når du åbner projektet igen, siger det, hvilke filer du skal finde frem. De bliver parret på navn, størrelse og længde, så en fil, der ikke er den samme, ikke bliver taget for den.

Det, værktøjet ikke kan endnu

Der er fem overgange og ikke femten. Der er ingen speed ramps, ingen match cuts og ingen tekniske callouts. Musikken bliver ikke klippet til beatet endnu, og der er ingen speak. Motivsøgningen er grovkornet på totalbilleder, og derfor kan en stående udgave af et bredt shot stadig ligge en anelse skævt.