3

Portrait Studio

Fem portrætter og en avatar ud af ét billede af en person. Samme ansigt hver gang. Kræver login og koster penge pr. billede.

Sådan virker det

Du lægger ét billede af personen op, siger hvad det skal bruges til, og får seks billeder tilbage: fem portrætter og en avatar. Det er det samme ansigt hele vejen, men lys, baggrund og udsnit er forskellige, så ét sæt kan dække både profilbilledet, oplægget og signaturen. Du kan lægge op til tre referencer op og skifte mellem dem, men kun den valgte sendes med: modellen tager ét billede ind, og værktøjet lover ikke andet.

Portrætterne laves på Nano Banana Pro, den samme billedmodel som packshots og miljøbilleder bruger. Den er forvalgt, fordi værktøjets ene løfte er, at det er den samme person, der kommer ud, og ligheden er det første, der ryger på den hurtige model. Du kan skifte til Nano Banana 2 under indstillingerne. Den koster under en tredjedel og er god til at finde den rigtige baggrund og det rigtige udsnit; kør sættet igennem på Pro bagefter. Prisen nederst på skærmen følger valget.

Foran hver eneste prompt står en identitetslås. Den beder modellen om at bevare ansigtets bygning, øjnenes form og afstand, næse, mund, kæbe, hage, ører, pandelinje, hud med modermærker, fregner, linjer og ar, alder, hår, skæg og briller. Ansigtet må ikke slankes, løftes, formes om eller gøres mere symmetrisk, end det er, og personen må ikke gøres pænere, hvis det gør vedkommende til en anden. Sidst i låsen står det, der afgør det hele: kommer en stil, et lys eller en grad af tegning på tværs af ligheden, skal modellen følge det billede, du lagde ind, og droppe instruktionen. Ligheden står over alt andet i prompten. Uden den rangordning laver modellen et flot portræt af en, man ikke kender. Foran den står en holdningslås, og den er den, der gør arbejdet. Ligheden knækker nemlig sjældent på baggrunden eller lyset; den knækker, når modellen bliver bedt om at dreje hovedet eller skifte udtryk, for så skal ansigtet tegnes op på ny i en anden vinkel, og det bliver det ansigt, modellen synes er pænest. Derfor beder «Hold ansigtet» ingen om en holdning: hovedets vinkel, blikket og munden kommer fra dit billede, og lys, rum, udsnit og tøj er det, der skifter. Vil du hellere have fem tydeligt forskellige opstillinger, findes «Fri iscenesættelse» stadig, men så flytter ansigtet sig.

De fem opskrifter

De fem kører i den samme kørsel og har hver sit lys og sit rum. Havde de haft samme lys og samme rum, ville man få det samme billede fem gange med hver sin baggrund, og så var der ikke noget at vælge imellem. De er slået til fra start, men hver af dem kan vælges fra: du betaler kun for dem, der står tilbage.

NavnHvad du får
P1 KlassiskNeutral baggrund, lige på, roligt udtryk. Det billede, der kan bruges alle steder.
P2 KontorModerne kontor langt ude af fokus bagved. Til en profil, der skal se ud som på arbejde.
P3 NordiskLyst nordisk rum med dagslys fra vinduet. Blødere og mindre formelt.
P4 EditorialFormet lys og mere fotografisk karakter. Til et portræt, der skal bære en artikel.
P5 LivsstilNaturlig ramme og lidt bredere udsnit. Personen i en verden frem for foran en baggrund.

Tøj, baggrund, stil og udsnit

Tøjet kan blive, som det er på billedet, eller skiftes til afslappet, pænt afslappet, business casual, professionel eller direktion. Baggrundene ligger i tre grupper: studie med syv ensfarvede flader, kontor med seks rum langt ude af fokus, og livsstil med fem steder ude i verden. Stilen bestemmer, hvordan der fotograferes, udsnittet hvor tæt der skæres, hoved og skuldre, overkrop eller halv figur, og formatet er kvadrat, 4:5, 3:4 eller 16:9.

Feltet «Hvad laver du?» er baggrundsviden om scenen og ikke en kostumeanvisning. Det lærte værktøjet på den hårde måde: en bruger skrev «marketing chef», som er dansk for en marketingansvarlig, og modellen læste det engelske «chef» og satte manden i kokkeuniform. Fejlen var ikke ordet, men tilladelsen, for der stod, at rollen måtte bestemme tøjet. Nu står der det modsatte: teksten er skrevet i dit eget sprog, den må ikke oversættes til et kostume, og hverken kokkejakke, kittel, uniform, hjelm eller sportstøj må dukke op, med mindre billedet viser det. Påklædningen på portrættet kommer fra valget «Påklædning», og på avataren fra dit eget billede.

Opskrifterne sætter selv scenen. Den baggrund, du vælger, gælder derfor kun de opskrifter, der ikke har en af deres egne. Det er med vilje: ellers ville de fem holde op med at være forskellige.

Avatarerne

En avatar er den samme person tegnet frem for fotograferet: den samme person tegnet frem for fotograferet. Tretten stile, fra animationsfilm og ler til streg, risotryk, træsnit, akvarel og pixel, og elleve stillinger, fra neutral og vinkende til peger, tænker og arbejder ved computeren. Baggrunden kan være gennemsigtig, så figuren kan lægges ind i et oplæg eller i en karrusel uden en firkant omkring sig.

En figur bliver til en generisk figur på fem bestemte måder, og de er de samme hver gang: håret bliver fyldigere, skægstubbene forsvinder, brillerne bliver en anden model, årene bliver færre, og huden bliver jævn. Alle fem stod i identitetslåsen i forvejen og forsvandt alligevel, fordi de er en del af «pænere», og pænere er dét, en stiliseret figur trækker imod. Nu står de hver for sig i prompten med, hvad der ikke må ske: håret må ikke blive fyldigere end på billedet, skægstubbe forbliver skægstubbe, brillerne beholder deres form og farve, og alderen er den samme. Og stilene har fået frataget den tilladelse, de gav sig selv: «3D-figur» sagde tidligere, at ansigtets proportioner måtte overdrives, og det er præcis dét, låsen forbyder. Stiliseringen ligger nu i materialer, skygger og lys.

Ansigtet sendes med som sit eget billede. Værktøjet finder hovedet i dit foto, klipper det ud i fuld opløsning med pande og hårgrænse med, og sender det som et andet referencebillede sammen med en mærkat, der siger, at det er den samme person og hvad det skal bruges til: hårgrænsen, skægstubbene, brillernes form og linjerne omkring øjnene. Det er den samme rettelse som i gruppeskuddet, hvor hvert produkt fik sit eget billede: en detalje, der skal aflæses, skal der peges på og ikke skrives om. Hovedet findes uden en model, på hudens farve og på formen, og kan det ikke findes med rimelig sikkerhed, sendes der ingenting, og prompten nævner det ikke. Et forkert udsnit mærket «ansigtet» er værre end intet udsnit.

Du kan vælge så mange stilarter, du vil, i den samme kørsel. De laves sammen og står ved siden af hinanden bagefter, så du kan se, hvad hver form gør ved det samme ansigt, i stedet for at gætte ud fra et kort. Hver avatar koster som et billede, og linjen nederst på skærmen tæller dem med. Vælger du ingen, kommer der kun de fem portrætter.

Stilene står som kort med et billede på. Har nogen på kontoen lavet en avatar i den stil og trykket «Brug som eksempel», er det den, der står på kortet, og så er eksemplet husets eget frem for noget, der fulgte med. Har ingen gjort det endnu, er der en skitse af, hvad formen er, og den er tegnet og ikke genereret. Derfor står der «Skitse» på den: et hint om, hvad du vælger, ikke et løfte om, hvad du får.

Personer

«Gem som person» lægger referencen, portrætterne og avatarerne i et bibliotek under Personer. Referencen bliver forsidebilledet, og indstillingerne følger med hvert billede, så man kan se, hvordan det blev lavet. Hele personen kan hentes som én zip, forsiden kan skiftes, og en person kan omdøbes eller slettes med det hele. Pointen er, at det samme foto ikke skal lægges op igen, hver gang der skal bruges et portræt.

Hvad det koster, og hvad det ikke kan

En kørsel er de portrætter og avatarer, du har valgt, og koster husets pris pr. billede for det antal. Alle fem portrætter er slået til fra start, fordi de er ét sæt fra den samme session, men de kan vælges fra hver for sig: skal du kun bruge kontorportrættet, koster kørslen ét billede. Du kan også vælge dem alle fra og kun lave en avatar. Beløbet står i linjen nederst på skærmen, før du trykker, og bekræftes i en dialog med stykpris og total. Går et enkelt billede galt, er der en knap, der kun kører det om, så du ikke betaler for dem, der var gode, en gang til. Forbruget lægges til under «Dit forbrug» og tæller med i månedsloftet.

Modellen tager ét referencebillede ind. Flere billeder af den samme person ville give en bedre lighed, men det kan integrationen ikke i dag, og værktøjet lader være med at love det. Grænsen er ellers den samme som på produkterne: skrift på tøj og små detaljer kan komme tilbage anderledes, og et portræt, der skal være rigtigt på en millimeter, laves med et kamera.

Portrait Studio · Sådan bruger du SqueezeIT